Sensetik terapi
I sensetik terapi er arbejdet omkring dit selvforhold det centrale. Selvforholdet er hvordan du forholder dig til dig selv, hvordan du ser på dig selv, taler til dig selv, behandler dig selv osv. Taler du venlig og kærligt til dig selv eller fjendtligt, nedladende, hadsk osv?
Alle menneskers selvforhold skabes gennem vore møder med vigtige personer i fortiden begyndende i den tidligste barndom og op til nutiden. Problemerne opstår når vi i disse møder bliver spejlet af andre på en uautentisk måde, dvs som en anden end den vi i virkeligheden er. Konsekvensen af det er at vi lærer at vi på forskellige måder er forkerte: “Jeg er dum, jeg er et dårlig menneske, jeg er ond, jeg er ukærlig, osv”.
I terapien bliver således en ærlig undersøgelse af realiteten af disse forestillinger om os selv hovedopgaven. Dette foregår gennem undersøgende samtale, men også gennem groundingøvelser, og andre kropslige øvelser der hjælper dig til bedre at mærke hvordan du har det. Fokuset på kroppen er fundamentalt for sensetik terapien fordi det er gennem kroppen du kan have en direkte kontakt til hvem du er.
Om resultatet af denne process hvor du skræller lag på lag af uautentiske spejlinger af dig og lærer dig selv at kende skriver Olav Storm Jensen (udvikleren af sensetik terapien):
“ At det ærlige realitetsundersøgende syn på sig selv også leder frem til et billede af én selv som et godt og kærligt menneske, der er værd at elske, er en erfaring, der ofte for klienten fremtræder som en dybt bevægende, befriende og positivt livsomvæltende erkendelse”.
Om terapeutens rolle
I sensetik terapi arbejder vi altid på at skabe et autentisk møde mellem klient og terapeut. Det betyder at terapeuten skal møde klienten som sig selv men for klienten. Jeg skal selv have gået vejen for at kunne hjælpe dig med at finde den. Med mig som din terapeut indenfor sensetik terapi kan du altid stole på mig.
Sensetik terapi kan bruges af alle
I min praksis har jeg modtaget mennesker med alt fra udfordringer i det daglige liv til mennesker med diagnoser fra det psykiatriske system. Erfaringen viser at et fjendtligt selvforhold er det der ligger til grund for de fleste psykiske problemer. Sensetik terapi kan derfor bruges til mennesker med lavt selvværd, depression, præstationsangst, tvangslidelser, sorg og meget mere. Det der betyder noget for dig som kommende klient i sensetik terapi er ikke hvilke problemstillinger du oplever i dit liv, men om du er klar til at deltage i en proces hvor vi sammen laver en ærlig og kærlig undersøgelse af de forestillinger du har om dig selv.
Har du brug for hjælp?
Jeg hjælper mine klienter gennem meningsfulde samtaler. Du er altid velkommen til at kontakte mig for at booke en samtale. Ring på telefon 24 26 15 84, eller skriv på mail terapistrandjord@gmail.com.